Hvad vil vi

Produceren leder arbejde med film og TV, varetager sammenhængen mellem kunstneriske og økonomiske interesser og skaber værdi for begge sider. Som medarbejder står produceren ofte i en ulige og dilemmafyldt position overfor arbejdsgiveren, hvor det kan være svært at bringe personlige krav og behov i spil – især i konfliktsituationer.

Dansk Producerforbunds vision er, at produceres kollektive faglighed, arbejdsretlige vilkår og rettigheder organiseres på linje med andre faggrupper i film- og TV-produktion.

Dansk Producerforbund vil støtte medlemmerne juridisk og fagligt ved at varetage medlemmernes interesser over for arbejdsgivere, interesseorganisationer og i den offentlige debat.

Dansk Producerforbund vil opbygge et attraktivt fagligt fællesskab for producere.

Dansk Producerforbunds mål er at forhandle og indgå overenskomst med branchens parter, der omfatter regulerede arbejds- og lønvilkår.

Dansk Producerforbund ønsker at bidrage positivt til udviklingen i den danske film- og TV-branche. Vi vil styrke og synliggøre medlemmernes faglighed, som værdiskabende og kreative nøgleaktører, og derved fremme arbejdet med danske film og serier.